Rosenvold Strand

Afstand: 12.32 Km

Rosenvold er en lille oase ved Vejle Fjord bestående af et slot, en campingplads, en lystbådehavn og en fin badestrand. Stranden har udmærkede faciliteter og egner sig fint til både solbadning og en svømmetur i det rene, rolige vand. Fredelig og hyggelig sandstrand

På nordsiden af Vejle Fjord er der markant, skovklædt natur, ofte med høje skrænter ned mod vandet. Rosenvold fungerer dog som et charmerende afbræk fra dette med sit åbne landskab, omgivet af skov og beliggende langt fra trafikeret vej.

Her i de hyggelige omgivelser, kan du besøge denne lille badestrand. Stranden er omtrent fem meter bred, men flere hundrede meter lang, så der er god plads til at badegæster kan ligge i fred og ro. Du er velkommen til at benytte den fine badebro.

Bag stranden ligger et græsareal med bord/bænkesæt samt plads til ophold og boldspil. Der er beachvolleybane, fodboldmål og basket net.  

En større parkeringsplads ligger ved stranden. Her finder du også toiletbygning med dame/herre- og handicaptoilet.

 

Kolde is og SUP boards

Lige bag stranden ligger campingpladsen Rosenvold Strand Camping. Campingpladsen har en kiosk, hvor du kan købe drikkevarer, lækre is, strandartikler, hotdogs og meget andet. Du er også velkommen til at hilse på de små, nuttede klappegeder, som elsker at få besøg.

Har du lyst til sjov på havet? Hos Rosenvold Strand Camping kan du leje paddleboards og begive dig ud på det rolige vand. Alternativt kan du leje en af de stabile sit-on-top kajakker, som har to sæder ovenpå kajakken. De kræver ikke stor erfaring og er også oplagte til fiskeri, da de har en stangholder monteret.

 

Om Rosenvold

Rosenvold er ikke stor, og du skal ikke gå mange minutter for at have oplevet det. Ved siden af stranden ligger en lille lystbådehavn med en lille legeplads som du gerne må benytte. Følger du Rosenvoldvej mod syd slår vejen et knæk. Lidt rundt om hjørnet får du et flot udsyn til det gamle slot. Gå dog ikke ind på grunden, da slottet er privatejet.

 

Naturoplevelser i nærheden

Rosenvold ligger i et skønt naturområde med mange skove og spændende vandre- og cykelruter. Et kort stykke mod øst ligger smukke Staksrode Skov, som er kendt for sine dramatiske skrænter ned mod havet. Mod vest finder du Hotel Vejlefjord og deres flotte park med de historiske kurveje.

På to hjul kan du komme til Rosenvold via den skiltede rute Kulturringen, der fører hele vejen rundt om Juelsmindehalvøen.

Vil du hellere udforske området til fods kan du finde forslag til rundture omkring Rosenvold på dette digitale kort.

På denne side kan du finde yderligere inspiration til oplevelser på nordsiden af Vejle Fjord.

 

Andre skønne strande i Kystlandet

Den jyske østkyst omkring Juelsminde byder på mange skønne strande, som er et besøg værd. Få inspiration til næste strandtur her.

 

Opdateret af: Destination Kystlandet  | info@kystlandet.com
Badebro på en sommerdag Fotograf: Destination Kystlandet Copyright: Destination Kystlandet
Rosenvold strand ved campingplads Fotograf: Destination Kystlandet Copyright: Destination Kystlandet
Beachvolley ball net ved Rosenvold strand Fotograf: Destination Kystlandet Copyright: Destination Kystlandet
Sommerdag badebro ved Rosenvold strand Fotograf: Destination Kystlandet Copyright: Destination Kystlandet
Badebro på en sommerdag Fotograf: Destination Kystlandet Copyright: Destination Kystlandet