Besøg Hjarnøs kunstgalleri
Galleri Kirkesvinget ligger lige overfor Hjarnø Kirke og fem minutters gang fra færgelejet på øen. Her laves skiftende udstillinger i maleri, keramik, kunsthåndværk og meget mere. De udstillende kunstnere er lokale øboere eller fra fastlandet. Kig forbi for at få et indblik i kultur og kreativitet. Kom og beundr de mange værker og lad dig inspirere.
Og falder du helt pladask for et af de flotte kunstværker, så kontakt indehaveren og forhør dig om muligheden for at købe det med hjem.
Åbent hele sommeren
Galleri Kirkesvinget har åbent for gæster i juni, juli og august. Som udgangspunkt har galleriet åbent tirsdag-søndag fra klokken 10 til 16. Der kan dog være dage, hvor indehaveren har et privat ærinde, og galleriet derfor er lukket.
Hold øje med Galleri Kirkesvingets Facebook-side, hvor du kan finde aktuel information om åbning. Her kan du også læse om årets udstillende kunstnere i galleriet.
Overnat ved galleriet
Har du lyst til at blive lidt længere? På grunden, hvor du finder galleriet, ligger også en stor, flot ferielejlighed, der kan lejes. Den 100 kvm store lejlighed kan bookes for en nat, en weekend eller en uge – det er op til dig. Perfekt til familien på øferien eller kunstneren, der vil overnatte omgivet af smukke motiver.
Den charmerende ø i Horsens Fjord
Lille Hjarnø i Horsens Fjord byder på smuk natur med et rigt dyreliv. Du kan utvivlsomt mærke den hyggelige østemning i de små gader, hvor tiden står stille. Her finder du spisesteder, indkøbsmulighed, gårdbutik og ja… et galleri. Overalt vil du blive mødt af venlige blikke.
Færgen til Hjarnø sejler mere end 30 gange om dagen fra Snaptun, og turen tager kun fem minutter.
Find inspiration til oplevelser på Hjarnø på denne side.
Senest opdateret den 25. juli 2025 af Casper Terkelsen
Opdateret af: Destination Kystlandet | info@kystlandet.com