Harritslevgaard
Afstand: 20.30 Km
Harritslevgaard eller Harridslevgaard? Uanset hvordan du staver det, så snyd ikke dig selv for en afstikker til Harridslevgaard Slot syd for Bogense. Harridslevgaard er det eneste slot på Nordfyn.
Historie og Sørøverfortællinger
Tidligere kaldtes Harridslevgaard røverslottet og skal i middelalderen have været tilholdssted for sørøvere. På den tid gik vandet helt op til Harridslevgaard, så man havde et fint udsyn over havet. På de udvendigt anbragte jernkroge på slotstårnet hængtes lygter for at narre skibene til at tro, at det var et fyrtårn. På den måde kunne røverne hurtigt stige ombord og røve, hvad røves kunne.
'Haræslef' nævnes helt tilbage i Kong Valdemars Jordebog af 1231 som hørende under kronens slotte, men som det har været mange af Danmarks slottes skæbne, skiftede også Harridslevgaard hænder, til tider med få generationers mellemrum. Danmarks gamle konger og dronninger har boet på slottet og det samme har vikingehelten Palnatoke, der boede her i 900-tallet sammen med sin fostersøn Svend Tveskæg.
I 1589 overtager rigsråd Breide Rantzau den daværende middelalderborg, som han nedriver, og i 1606 står den nuværende renæssancebygning færdig i tre stokværker og med det store, ottekantede trappetårn ud til slotsgården. Hovedportalens sandstensplader mellem de to sandstensskulpturer bærer Breide Rantzaus og hans tre hustruers navne sammen med byggeåret 1606. Hovedbygningen har svungne, sandstensafdækkede gavle og karnapper, ligesom den smykkes af liljeformede ankerhoveder i smedejern.
Opdateret af: VisitFyn | visitfyn@destinationfyn.dk


